Okay, det var ikke et rigtigt DTV møde selvfølgelig, men Søren og jeg fik da kompenseret lidt for lørdagens aflyste møde, da vi mødtes med vores familier samt Niels K., som tidligere har været gæst en enkelt gang eller to.
Jeg hev lidt af det tunge skyts op fra kælderen:
2006 Lenz Chardonnay White Label fra Long Island, New York. Ca. 100 kr. fra Emmerys.
2009 Menade Verdejo, økologisk vin fra Sitios de Bodega i Rueda, Spanien. 75 kr. hos Vinoteket.
Begge hvide er helt forrygende efter min mening. Saftige, syrerige og billige.
På rødvinsfronten kom Castello di Brolio på banen igen. Jeg havde købt en six-pack af 2006’eren der som tidligere skrevet her på bloggen har fået 96 pts. i Wine Spectator og i år placeret som nr. 5 på deres top 100. Det er et kup til 250 kr. Den er udsolgt hos Supervin nu, men kan fås til næsten samme pris i august måned hos Vinoteket.
Herefter kom en anden gammel kending på bordet. Torres Black Label fra 1978. Lige noget for os med nekrofile tendenser! Den var ved at stille træskoene, men den havde stadig et sidste punch tilbage, og den vidnede om vin der i sine unge dage kunne have bidt skeer med de største. En af mine all time favoritter der som ny koster godt 250 kr. Jeg fandt den i Theis vines restlager til 250 kr. Den havde ikke haft optimal lagring, ellers havde den selvfølgelig været meget dyrere.
Dagens nå-oplevelse var fra Argentina, Escorihuela Gascon, Malbec Limited Production 2005. En monster tung flaske, men udstyr alene kan ikke gøre det. 199 kr. fra VildMedVin.dk - en klart hæderlig balanceret frugtsag, men uden dybde og personlighed som de to andre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar