torsdag den 30. december 2010

Glædelig bagjul og godt nytår!

Kære venner


HUSK næste møde hos Friis den 12. februar 2011!


Håber I har haft en god jul, med forhåbentligt noget god vin ved siden af snapsen. Nu er det snart nytår, og der skal vinen også være god. Fortæl endelig om du skal have noget lækkert i kommentarerne og send mig en mail, hvis du har problemer med at skrive en kommentar!




Nogen af jer har måske købt Amon-Ra af vinhandleren. Den kan også nydes til nytår, men skal nok dekanteres et par dage først. I nedenstående klip viser min ven Gary hvorfor dekantering er vigtig, og det er netop med Amon-Ra som eksempel. Det er et af hans allerførste afsnit, helt tilbage fra 2006.



onsdag den 24. november 2010

Bjørn Blumenthal fortryller DTV - DEL 2


Vi springer direkte videre i teksten og bringer andel del af Bjørns fortryllende program. Vi var nået til hovedretten:
(hvis du endnu ikke har læst del 1, så scroll lige ned til den først)

4. Cassoulet som i Toulouse og brødrene Price.
Det er her man kan se hvorfor madbilleder skal tages af professionelle folk...og inden man er begyndt at spise af retten!


a. Stor, brutal gryde varmes: 700 g økologisk nakkefilet fra fritgående nakker skæres i mundrette stykker, brunes i andefedt fra confit’en og tages op. 2 løg og 2 fed hvidløg klares i fedtet, tilsæt svinekødet igen sammen med 2 dåser flåede tomater, 4-5 gulerødder i skiver samt timian. Man har måske forinden udblødt 1 kg hvide bønner natten over og kogt dem 1-1½ time med et nellikestukket løg og et par gulerødder, laurbærblade samt flåede tomater. I så tilfælde tilsættes kødet vandet fra dét projekt. Ellers bruges væsken fra dåsebønner + lidt vand, men dåsebønner skal ikke med endnu! Lad gryden med den relativt våde blanding snurre under låg 1 time.
b. Steg nogle små pølser forsigtigt og sæt til side.
c. Ovnfad gnides med hvidløg, halvdelen af bønnerne hældes i; ovenpå kommer alt kød fra gryden samt confiterede andelår og pølser. Overhældes med væden fra kødgryden og sluttes af med bønner – det bør være en relativt fugtig blanding. Endeligt kommes rasp på overfladen (hører sig til i Toulouse, men er vel ikke den store smagsåbenbaring, så deeeet). I ovn på 180 grader i 2 timer eller så længe man næsten gider. Servér med frisk persille på toppen samt grundig ansvarsfralæggelse for konsekvenser ved overindtag og anvisninger om løsning af livrem, stræk- og åndedrætsøvelser undervejs og advarsler om heftige gasudslip følgende dag(e). 



Tror måske Cassoulet kan slås op i Fransk-Dansk slangordbog med følgende resultat:
Cassoulet (vb): - en: [ka’su-leh]: 1. at være, lave eller komme i problemer, slang: komme på/være på skideren. Ex.: ”Je suis en cassoulet”; ”Zut-alors, j’ai faire de cassoulet!”. 2. Sydfransk egnsret, formodes opkaldt efter Jean-Louis Cassoulle, direktør 1912-1936 Casoulle Sanitàire, producent af toiletsæder og ivrig amatørkok.

4 røde til 'skideren':


Aalto PS 2003 Ribera del Duero (549,-)





Grant Burge ”Meschach” Shiraz 1998 Barossa
(580,-)








Beringer Private Reserve Cab.Sauv. 1997 Napa Valley







Bertani Amarone della Valpolicella Classico 1994 (300,- restparti).




5. Dessert: Panna Cotta med guavasorbet.
a. ½ L fløde varmes stille op til kogning med flækket vaniliestang + kornene og 75 g sukker. Tilsættes 3 blade husblas opblødt i koldt vand. Hældes på forme og køles.
b. Kontakt Asia Travels – spørg efter Linda. Book flybillet t/r Naha Airport, Tahuna, Sangir Islands, Sulawesi, Indonesien. Praj taxi som følger, udtales med lukkede nasaler: [’gong ba ma’ah, zhúi pho da’ nang auzhuiii jambu batu (Guava) fhu mo chaeng]. Ønskes kvittering: [hyi go myaaah]. Pluk 8-10 friske Guavafrugter. Tag fly hjem.
c. Skræl og pres frugterne; slyngcentrifugér saften til man har 450 ml nektar. Det er vigtigt frugterne ikke var for små, ellers indeholder de for lidt saft. Giver frugterne for lidt saft, gentag pkt. b eller køb det resterende i kiosken.
d. Kog 200 ml vand og 200 g sukker til 300 ml sukkersirup, køl ned og tilsæt 450 ml Guavanektar. Rør det sammen med let piskede æggehvider og smid i ismaskine 40 min. Overføres til kold beholder og fryses 1 døgn inden brug til hårdere konsistens. 
(alternativt tjek Paradis' flavour of the week, red ;-)


Bjørn har glemt at nævne de knuste frysetørrede hindbær (det røde oven på Panna Cotta'en) som han fik personligt af Heston B. da han vikarierede for ham sidste år (var det ikke lige deromkring, da der var nogle uheldige gæster der fik et maveonde..?)

2 søde til desserten:

Keller Dalsheimer Hubacker Riesling Auslese*** 2003 Rheinhessen (½ fl. 480,-).

István Szepsy Tokaji Cuvée 2003 Ungarn (købt i Budapest, ½ fl. 250,-).












Til tømmermændene:
Brewdog ”There is no Santa” spiced christmas beer, UK.

Fantastisk juleøl, og ærgerligt at vi ikke kunne befri dig for mere end det to flasker! Hvor kan man få den??

Jeg tror ikke jeg behøver at sige mere. Programmet taler for sig selv.

mandag den 22. november 2010

Forbedret billedkvalitet

Inden del 2 fra sidste lørdag publiceres, bringer vi her nye billeder af den potente potteplante og den slimede snegl, da det er lykkedes redaktionen at komme i besiddelse af disse hemmelige billeder taget af retterne kort tid inden den endelige servering:



lørdag den 20. november 2010

Bjørn Blumenthal fortryller DTV - DEL 1



Der var engang en snegl og en potteplante. De blev spist af den onde kok. Godnat og sov godt.


Endnu engang må vi konstatere høj høj klasse til et DTV møde. Budgettet blev sprængt igen, men jeg ved selv, at det er svært at lade være, når man en sjælden gang har et kvalificeret publikum, der faktisk kender lidt til vin! Det er ikke altid, at vi rammer så præcist, men når de fleste af vinene er rimelig stedtypiske (øhh "Europa"...) så er vi ikke så dårlige til at analysere os frem til noget fornuftigt. Der var selvfølgelig svipsere fra alle (så vidt jeg husker), men der blev også gættet rigtig fornuftigt mange gange hele vejen rundt om bordet.
Nok om det. Her følger en gennemgang af programmet hos Bjørn lørdag den 13. november 2010:


Efter en lille velkomst med Champagne, Paul Bara’s Bouzy Special Club 2002 (595,- SEK hos Systembolaget), indledtes madsiden med:


1. Urtepotte med falsk jord og rygeostmousse á la Noma.
(billedet er en hån mod Bjørns tryllerier, men jeg tror simpelthen at autofokus funktionen blev så forblændet af motivet, at den helt holdt op med at virke)
a. 175 g rygeost: halvdelen varmes blidt i en gryde og tilsættes 2 blade husblas opblødt i koldt vand. Afkøles let og røres med resten af rygeosten.
b. Blandingen røres da med: 125 g fløde pisket til skum og 75 g æggehvider pisket til marengs.
Hældes på forme og køles.
c. Til jorden: 2 skiver rugbrød og 50 g hasselnødder finthakkes med lidt sukker og salt, tilsættes en skefuld maltmel og 30 g smeltet smør og bages i 120 graders ovn 30-40 min til sprødt. Ønskes ”muldjord” kan der tilsættes mere smør og/eller mørk øl til ønsket konsistens. Jo mørkere jord, desto mørkere brød og evt. udelades hasselnødder.
d. Spæde aspargeshoveder blancheres i olie 1-2 min og sammen med fx små gulerødder plumpes de ned i cremen og pyntes med jord og diverse urter.
Vinen: Weingut Polz Sauvignon Blanc ”Therese” 2006. Südsteiermark, Østrig (130,- købt hos producenten. 90-92p Falstaff).


2. Græskarsuppe med sprød Ventrêche-bacon [=den bedste - og helt sikkert også den dyreste - bacon jeg nogensinde har smagt. Det go' gris siger jeg bare!]


a. 2 Hokkaido-græskar skrælles og befries for kerner, hakkes og sauteres i smør/olie med 2 løg og et knust fed hvidløg 5 min. Smid lidt hvidvin i og reducér; tilsæt en knivspids anispulver (forsigtig, ender frygteligt hurtigt som Piratossuppe ellers!), kyllingebouillon og paprika for farvens skyld. Kog til alt er mørt, ca. 20 min. Blend og juster med hvidvin, salt og i mit tilfælde lidt stegefedt fra røget spæk til cassoulet’en….aaaaaah!
b. Bacon tørsteges sprødt på pande lige inden servering. Dette element af retten er en lidt tekniktung og vanskelig tilberedning, hvorfor der bør være indkøbt voldsomme mængder til indøvning og prøvesmagning i løbet af dagen; 1200-1400 g bacon er passende.
Vinen: Galil Montain “Avivim” 2007 (69% Viognier / 31% Chardonnay). Galilee, Israel (110,- købt i Israel).


3. Sneglegrød næsten som hos The Fat Duck.

a. 1 fed hvidløg knuses med lidt salt til cremet konsistens og blandes med smør og persille. Sneglene skylles og sneglehuse fyldes med smør, snegle og mere smør. De sættes i ovn et par minutter inden servering og varmes igennem til smørret smelter.
b. Portebellosvampe skæres i tykke skiver og tørsteges med lidt rødvin og balsamico for at gøre dem så mørke som muligt. Lægges med lamelsiden opad og presses flade, så de ligner skovsnegle.
c. Havregryn sies så de små partikler fjernes (dette hindrer en for klistret grød). Finthakket skalotteløg sauteres let i en flot mængde smør, tilsæt havren og lige bagefter kyllingebouillon og persille. Det hele tager 2 min under omrøring. Tag gryden af varmen og justér konsistens med vin eller vand, så grøden ikke er for tyk. Anret i bunden af skålen med 2 svampe ovenpå og tryk et sneglehus øverst.

Her forklarer kokken hvor inspirationen kommer fra. Læg især mærke til to ting. For det første kattejamren efter ca. 21 sek. (Bjørn, du sulter jo det kræ!). For det andet, nyd vinhandlerens flotte skjorte med vinetiketter -- et sandt kup til 150 euro!



 2 vine til sneglen:


Bollinger Grande Année Rosé 1990 (249,- pga. et Prima supermarked lukkede og havde nedsat den fra 599,-).










Olivier Leflaive Chassagne-Montrachet 1er Cru Vergers 2002 (300,- i Bruxelles).







Hold øje med bloggen. Del 2 følger om ikke så længe...

tirsdag den 31. august 2010

Fødselsdagstilbud fra René

Nu vil jeg ikke vade rundt i hvor god jeg syntes Castello di Brolio er (særligt i 2006), men da det ærede medlem René-Vinhandler ligefrem opfordrer til en forhandling, så må jeg på banen igen!

Herudover har manden fuldstændig ret i, at det er på tide jeg gør lidt reklame for hans sortiment. Undskyld René, og så oven i købet på din fødselsdag!

Hvis René kan få 2006 Castello di Brolio ned i nærheden af to hundredekronesedler, så skal man overveje at låne penge i banken. Vinen er simpelthen prissat meget billigt. På Wine Spectator’s Top 100 får den som skrevet en femte plads, og slår man Top 10’erne op herhjemme ligger de typisk på min. 400 kr.


Nr. 1 i år gik i øvrigt til Columbia Crest (Cabernet Sauvignon, Reserve 2005). 


Og dem forhandler René vist også, så lad os bare få et samlet tilbud på bordet! Den ligger vist i samme prisleje som Brolio i Danmark og er den næstbilligste vin i dollar på top 10 listen (27 $ for Columbia Crest i USA, hvor Brolio’en er noteret som dobbelt så dyr!)

Se listen her

WS rangerer vinene ud fra et miks af kvalitet (score), pris og produktionsmængde (udbredelse) + "X-factor".

søndag den 29. august 2010

Micro DTV møde

Okay, det var ikke et rigtigt DTV møde selvfølgelig, men Søren og jeg fik da kompenseret lidt for lørdagens aflyste møde, da vi mødtes med vores familier samt Niels K., som tidligere har været gæst en enkelt gang eller to.

Jeg hev lidt af det tunge skyts op fra kælderen:

2006 Lenz Chardonnay White Label fra Long Island, New York. Ca. 100 kr. fra Emmerys.
2009 Menade Verdejo, økologisk vin fra Sitios de Bodega i Rueda, Spanien. 75 kr. hos Vinoteket.

Begge hvide er helt forrygende efter min mening. Saftige, syrerige og billige.


På rødvinsfronten kom Castello di Brolio på banen igen. Jeg havde købt en six-pack af 2006’eren der som tidligere skrevet her på bloggen har fået 96 pts. i Wine Spectator og i år placeret som nr. 5 på deres top 100. Det er et kup til 250 kr. Den er udsolgt hos Supervin nu, men kan fås til næsten samme pris i august måned hos Vinoteket.

Herefter kom en anden gammel kending på bordet. Torres Black Label fra 1978. Lige noget for os med nekrofile tendenser! Den var ved at stille træskoene, men den havde stadig et sidste punch tilbage, og den vidnede om vin der i sine unge dage kunne have bidt skeer med de største. En af mine all time favoritter der som ny koster godt 250 kr. Jeg fandt den i Theis vines restlager til 250 kr. Den havde ikke haft optimal lagring, ellers havde den selvfølgelig været meget dyrere.



Dagens nå-oplevelse var fra Argentina, Escorihuela Gascon, Malbec Limited Production 2005. En monster tung flaske, men udstyr alene kan ikke gøre det. 199 kr. fra VildMedVin.dk - en klart hæderlig balanceret frugtsag, men uden dybde og personlighed som de to andre.


mandag den 23. august 2010

Weekendvin

Weekendens dyst har stået mellem en tysk Pinot Noir og en Rhone vin. 2006 "SK" Spätburgunder fra Weingut Klumpp og 2006 Coudoulet de Beaucastel (2. vin til legendariske Château de Beaucastel fra Châteauneuf du Pape).






Hvis man tror tysk rødvin er noget tyndt sjask så skal man prøve Klumpp. Det er selvfølgelig ikke verdens kraftigste men måler sig fuldt ud med Bourgogner i samme prisklasse (ca. 250 kr.). Rhonevinen er ca. 100 kr. billigere og alle pengene værd, men nok et par år for ungt lige nu. Prisforskellen er tydelig, men lige nu vil jeg heller ofre hundredekronesedlen på Klumpp. Bouqueten på tyskeren er verdensklasse!


Hvad har du fornøjet dig med i weekenden?


Tyskeren er fra Barrique.dk og Smv.dk forhandler vinene fra Château de Beaucastel (man skal forhandle prisen hos Barrique som tager 349 kr. for en vin til 25 euro på producentens hjemmeside! Avance på vin?...Nej da, vel René?!)

fredag den 6. august 2010

Hvad drikker du i ferien?

Jeg skal til Grækenland snart, så jeg er blevet udfordret på min vin-viden. Det eneste jeg kender til græsk vin er fornemmelsen af at sælge en flaske Retsina til en gammel dame engang i ISO supermarked for 16 år siden.

Heldigvis ved jeg at Grækenland er et ’up and comming’ vinland. Det er faktisk lidt moderne at drikke græsk vin. Eller nærmere vin-freak-trendy á la at klæde sig i en stram pangfarvet cardigan hvis man er mandlig fashionista. Grækenland er det nye Østrig, og for dem der stadig ikke er på Østrig-vognen (jode-laii-i-ii), så kan I blot konstatere, at I er det man i marketing-sprog kalder ”followers” eller ”late adapters” ;-)

Men hvem kan hjælpe mig med hvad jeg skal gå efter i Grækenland? Det er landet med over 200 forskellige druesorter, hvoraf 50 produceres til konsumvin. Tænk engang hvor mange nye sorter vi skal lære, hvis græsk vin virkelig slår an.

Og hvor er du/har været på ferie, og hvad drikker du der? Er det Breezers på Ibiza, eller drikker du noget ordentligt?

Til sidst lige endnu et show fra Wine Library! Det er et legendarisk 43 min. langt show med Jancis Robinson som gæst, hvor hun faktisk har medbragt en græsk hvidvin på Assyrtiko druen. Vinen flopper lidt, men showet er klart værd at se, hvis man er fan af Jancis…og hvem er ikke det??

torsdag den 22. juli 2010

Vaynerchuk 'Highlight Reel'

Denne video må jeg altså lige dele med jer. Vin behøver ikke at være et højfilosofisk emne for de få. Og underholdning kan også fås andre steder end på public service tv-stationer. Wine rocks! GV rocks!...DTV ROCKS!!

Klippet er knap 6 min., men man behøver ikke at se det hele for at få et skud med 'god energi' -- det er meget bedre end en protein-smoothie:

fredag den 16. juli 2010

Spanien tager også fodbold-guld

Tillykke til Spanien igen!

Tænk at have så meget succes, at man både vinder det prestigefyldte vin VM og også fodbold VM. Eneste trøst for dansken er, at vi har taget guldmedaljen fra dem på restaurantscenen.

Den spanske sejr for-fejrede jeg med en flaske af Peter ’Pingo’ Sissecks Hacienda Monasterio Crianza 2006, fra Ribera del Duero (80% Temp., 15% Cab.S og 5% Merlot).

Total i orden, og faktisk et rigtig rigtig (ja, 2xrigtg) godt køb til 250 kr. hos SMV.dk. Jeg tror også den har været på programmet hos Friis en gang…

Hvad har du drukket for nylig som var godt?

Spørgsmål til Mads: ved du hvad temaet bliver for næste smagning hos dig den 28. august?

torsdag den 8. juli 2010

Tilbageblik på Wine World Cup 2010



Kampene i Sydafrika er så småt ved at være udkæmpet, så det er på tide, at vi tager et tilbageblik på de kampe der blev udkæmpet i DTV regi den 17. april, hvor Spanien som bekendt vandt vin VM. Nu bliver det sjovt at se om de også napper fodbold VM.


Hermed billeder af vinene og 'et par' kommentarer...


1. kamp, hvid: Sydafrika - Tyskland






Klar sejr til Eben Sadie fra Sydafrika. Ikke fordi hans vin Palladius imponerede DTV-medlemmerne på samme måde som Gary Vaynerchuk var imponeret, men mere fordi Georg Breuer skuffede så fælt som han gjorde. Det var Breuers topmark Berg Schlossberg, som burde være noget af det ypperste ypperste man kan få -- ikke kun fra Tyskland, men for hvidvin generelt. Den er med i Henrik Steen Andersens "50 vine du skal smage inden du dør", så jeg synes, at 429 kr. fra Barrique.dk var ok at give for den slags (en af de billigste vine i bogen!), men det er ubetinget den største vinskuffelse jeg har haft til dato.


Det er næsten umuligt for en vin at leve op til sådan en pris, men at den skulle blive vurderet til under 100 kr. af flere medlemmer, det kom alligevel bag på mig! Lektien er, at Breuer ikke skal drikkes inden for de første 7-10 år. Det skal bare have lov at ligge og udvikle sig i flasken, for det er alt for lukket inden. Jeg vidste godt at det var ungt, så derfor var den også åbnet 24 timer inden, men lige lidt hjalp det. Jeg tror det er forkert at konkludere at Breuer ikke kan lave vin...


Mht. Sadie Family Palladius 2003 var prisen 370 kr. fra L'Esprit du Vin og druesammensætningen er lidt usikker men er i omegnen af 45% Viognier, 30% Chenin Blanc og 25% Grenache Blanc, og I kan se klippet fra WLTV her (I skal lige 10:10 min. ind i klippet, ja, det er 2006'eren der bliver smagt hvor han også er begyndt at blande Chardonnay i vinen og tone lidt ned for Viognier):





Eben Sadie skal I holde øje med. Han laver i øvrigt også vin fra Priorat som også kan fås hos L'Esprit, så hvis man har knasterne er det rigtig spændende sager.


2. kamp, hvid: Australien - USA




Klar sejr til den australske Chardonnay fra Shaw & Smith. Den er fra det lidt køligere Adelaide Hills hvor Chard'erne bliver mere 'Bourgundianske'! 215 kr. fra Vildmedvin.dk


Herman Story Viognier fra Whitehawk marken i Santa Barbara var simpelthen for speciel for nogle! Vigneron.dk sælger den for 170 kr.


Også den australske var jeg blevet inspireret af på WLTV (14:40 min. ind i klippet - klik her! Ja, man kan åbenbart ikke køre to embedded klip i samme indlæg...):




3. kamp, rød: Frankrig - Italien





Klar sejr til Castello di Brolio 1999. For mig aftenens topvin, og det er ikke fordi den er købt på slottet på min bryllupsrejse (for sølle 190 kr.), men fordi det er pisse godt! 2006'eren har netop fået 96 pts. i Wine Spectator, og vurderes som et af de bedste vinkøb man kan lave. Den koster 250 kr. i dag hos Supervin.dk, og jeg har netop bestilt en kasse med 6, så hvem ved om den kommer på DTV programmet igen (blev jo også smagt hos Friis, hvor den tog alle med storm)?


Clos de Tart 1995 synes jeg også var super godt, men var for afdæmpet for de flestes smag. Skal vin være kraftig for at være godt? Det er en diskussion vi kan fortsætte ved næste møde ;-) Købt i Gobi for 10 år siden til 299 kr. I dag er prisen 1.195 kr. i Vinbanken.dk. Spørgsmålet er om Bourgogne og Bordeaux vil stige tilsvarende de næste 10 år? Nogen mener det faktisk...


4. kamp, rød: Argentina - Spanien





Aftenens to mest populære vine. Begge kraftige sager. Den argentinske så voldsom at jeg faktisk synes det var for meget af det gode! 2006 Viña Cobos, "Bramare", Malbec fra Mendoza. 94 pts. Robert Parker. Købt hos Philipson Wine til 250 kr. Køb den her!


Aftenens topscorer var dog fra Priorat: Bodegas Fuentes Gran Clos, 2004. Garnacha, Carinena og Cabernet Sauvignon er druerne. Købt hos Theis-vine.dk på tilbud til 300 kr., men den koster en plov i dag! For 300 spir er det i hvert fald et godt køb!


FINALEN skulle så stå mellem vinder af hvid pulje og vinder af rød pulje, og det var dermed Australien mod Spanien.





Denne kamp levede, som det ofte er med finaler, ikke op til potentialet. Clarendon Hills er ellers et varmt navn i Australien. Den var fra Sigurd Müller, og I kan læse lidt om den her. Pris 350 kr.


Vinen som sikrede Spanien guldet var 2005 Montecastro fra Ribera del Duero (100% Tinto Fino=Tempranillo). En julegave fra min bror og hans hustru, og jeg mener den er fra Føtex. Prisen kender jeg faktisk ikke! Jeg synes det var rigtig godt, men uden at nå højderne fra Priorat'en.


Nu er der kun tilbage at vente til finalen søndag aften for at se om Xabi, Iniesta, Villa og Co. kan gøre det efter deres vindyrkende brødre eller om hollænderne kan sige tredje gang er lykkens gang...hollænderne vinder i hvert fald ikke vin VM foreløbig! Men med lidt global opvarmning kan det være de har en chance i fremtiden.


Glæder mig til at læse jeres kommentarer!


- Formanden 

søndag den 18. april 2010

Spanien vinder Wine World Cup 2010

Spanien vinder fortjent vin VM efter taktisk spillet finale mod Australien. Argentina tager bronze.
Tusind tak fordi I endnu engang levede jer ind i mine tossede smagninger og finurlige regler! Det var en stor fornøjelse. Nedenfor ses resultater fra alle kampe.
Der følger billeder og mere info snart.


TILLYKKE TIL SPANIEN!